"Biancaballade - Naja Marie Aidt

En ballade er et fortællende, stemningsfyldt digt, og balladen om Bianca er en række forskellige menneskers opfattelse af pigen Bianca og mest af alt en kærlighedserklæring til hende.

Til nogle af teksterne er der oven i købet angivet en komponeret ballade, altså en melodi.

Det er en stor og flot bog med fotografier, Naja Marie Aidt har udgivet - i såvel sort/hvidt som i farve og med grafik af Kim Lykke. Både fotos og grafik fortæller om gaden, hvor Bianca bor, og om dens beboere, som har en mening om pigen. Alle er de med til at underbygge de forskellige digtes, interviews og små novelleagtige forløbs udsagn.

Bianca selv fortæller, bl. a. om sit køkken en lys morgen i maj, men det er hende, der er gadens oplivende moment: "gaderne sukker bag din skulder, Bianca".

Her er Otto, som har problemer med flasken og en drøm om at kunne flyve til Grønland i en skinnende gul helikopter, her er den temperamentsfulde José, som er slagter og tænker på Biancas mund, og som måske har givet Otto en kæberyster, og her er norske Kristin Falkenøie, som har et traumatisk forhold til sin barndom, fortæller Naja Marie Aidt. Speciel er Jens-Peter, som er mongol og gør rent i kirken. Han mener: "HVIS JEG IKKE VAR MONGOL, VAR JEG HANDICAPPET", græder over det, der er sjovt, og ler ad det, der er tragisk. Men han er også til inspiration for gadens digter.

I skrædderiet sidder pigerne - de ryger hash, og så er der føljetonen i tre dele "Små fugle, blomster af guld" om Bianca, der indleverer stof i alle regnbuens farver, blomster af guld og en stjernehimmel af sølv til en kjole. Føljetonen ender i al sin absurditet med, at hun ingen kjole får.

Man finder også et par fingerede interviewsmede kunstnere og beboere ved digteren D.D., der har lavet en artikelserie i avisen om mennesker, aktiviteter og skæbner i huse i lokalmiljøet.

Men mennesker er ikke altid det, de giver sig ud for:

Lå José i bakkerne med pigen derhjemme?

Rørte hun ved hestenes muler?

Eller var det Kristin og en øjesten fra bygden og fik hun så det hul i knæet

som Otto altid spørger til når hun smider tøjet?

Hvem kalder sig vi her?

Hvem tør?

Naja Marie Aidt lader bogen munde ud i en aftenstemnings idyl oven på en dags hektiske aktiviteter med Bianca på trappestenene og Otto, der synger. Her i gaden er man altid genkendt og altid forladt.

Det er en stor og smuk digtsamling med mange forskellige stillejer, bygget op omkring en gade og dens mennesker i ondt og i godt.