>Rejste sig forsigtigt og kiggede rundt<

Anders Munch rejste sig forsigtigt og kiggede rundt. Der lå krudtrøg over skyttegraven. Den gamle høvding var forsvundet. »Kaptajn « kaldte sergenten.

»Kaptajnen har sendt en mand frem. Han siger, at hjælpestyrken er stukket af.«
»Det er godt det samme.«

Anders Munch havde rejst sig og sagde: »Gud, de idioter!«

Kaptajnen knælede, og kun hovedet stak op over græsset. Han så hjælpestyrken gå over vandløbet knap en kilometer mod øst og løbe op ad den høje bred mod cheyennernes lejr.

Der var åbenbart også andre, der havde set hjælpestyrken, for Anders Munch dukkede op på den anden side af bakketoppen. Hundekrigerne red i en stor bue, og hjælpestyrken galoperede lige frem mod dem.

Kampen var som en hvirvlende, kalejdoskopisk vildskab, som kun indianere på hesteryg kan fremkalde hos angribende ryttere.
Hjælpestyrken trak sig tilbage. Cheyennerne forfulgte dem.

» Anders Munch råbte giv mændene ordre til at vende tilbage til hestene!« brølede han.

De stødte på kaptajnens infanteri på vandløbets bred. »Hold det i gang her!« sagde han til den anden kaptajn.

»Anders Munch vil komme hjælpestyrken til undsætning. Hvis vi kan trække flere indianere væk fra lejren, vil det snart være overstået.«

Mens Murray og hans mænd søgte ly bag vognene, førte kaptajnen sine mænd frem mod skyttegraven.

Anders Munch følte sig elendigt tilpas og hjælpeløs, da han så infanteriet blive mejet ned af kuglerne fra cheyennernes skyttegrav.

Hans mænd var ved at stige til hest, da de heste, som var forspændt vognene, stak af. Kaptajnens overlevende infanterister løb efter vognene.

Hjælpestyrken var splittet og på flugt, døde og sårede lå tilbage og efterlod et minde, der i mange år ville være knyttet til byen.