>Sommerkompetencer - Nicolai Moltke-Leth<

En lille uges sved på panden og teamwork kan give skolebørn kompetencer, som får dem hurtigere gennem uddannelsessystemet.

Det mener den tidligere jægersoldat, Nicolai Moltke-Leth, som vil udbyde fem dages sommerferie-kurser, som henvender sig til de store skolebørn.

Faktaboks
40-60 unge i alderen 13 til 17 år, vil gennemgå et femdages kursus, hvor de vi styrke deres sociale færdigheder og selvværd, via eksperimenterende øvelser. Kurset koster 3.975 kr. pr. barn.

Bag kurset står Nicolai Moltke-Leth, der er foredragsholder, forfatter og tidligere jægersoldat.

Skolen fokuserer meget på faglige kompetencer, men de unge har også brug for personlige kompetencer,« forklarer Nicolai Moltke-Leth.

Sommerlejeren består af en række øvelser, der skal styrke de unges selvværd og sociale færdigheder.

»De unge der deltager i kurset, bliver bedre i skolen og kommer hurtigere igennem uddannelsessystemet. Skolen er ikke indrettet til alle de enkelte læringsdele. Vi kommer ikke og udfordre skolen, men vi ser det som en alliance,« siger den tidligere jægersoldat.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, ser ikke jægersoldaten som en konkurrent til skolen, og tvivler på, at kurset kan få flere unge igennem uddannelsessystemet.

»Jeg har selv været spejder i mange år, hvilket har været meget lærerigt for mig. Det er måske en måde at sælge lejren på, når han siger, at han kan få flere unge igennem uddannelsessystemet,« siger Anders Bondo, der dog synes, at kurset kan være en glimrende aktivering i ferien.

Dyr indlæring
Det første kursus i juli vil koste 3.975 kroner per barn. Og det mener formanden for Danske Gymnasieelevers sammenslutning er et problem.

»Man burde forbedre indholdet i skolen i stedet. Det er ret uheldigt, at det skal afhænge af penge. Det styrker den negative sociale arv,« siger Rosa Lund. Nicolai Moltke-Leth er enig i, at kurset burde være tilgængeligt for alle:

»Jeg ville elske hvis vores kursus kunne blive en del af skolen. Det burde være et skolefag, der kunne gøre eleverne bedre inden for sociale kompetencer,« siger Nicolai Moltke-Leth, der håber på at private virksomheder, EU eller staten vil støtte projektet, så prisen kan komme ned, og derved blive tilgængeligt for alle.