Tankeoversætter - Jens Christian Grøndahl

Når vi vil fortælle, hvem og hvad vi er som danskere, står to fortællinger og skurrer mod hinanden, siger Jens Christian Grøndahl. Den ene er velkendt og stammer fra nationalstatens tidlige år med Grundtvig som danskhedens ayatollah. Det er den om frie bønder i et samdrægtigt folkefællesskab, hvor man bliver på det jævne, hvor få har for meget, og hvor ude kun er godt, fordi hjemme er bedre. Så enige er danskerne, at denne version nyder tilslutning over hele det politiske spektrum, fra det ene folkeparti til det andet.

Den anden version har længe stået i skyggen af den første, men noget tyder på, at den er ved at blive genopdaget. Når Carsten Jensen med sin store roman om Marstal, Vi de druknede, er nået ud til så mange læsere, skyldes det måske, at han her fortæller den alternative historie om de søfolk, der gennem generationer rejste ud i alle verdenshjørner og havde det som deres levebrød og livsform at bringe sig i forbindelse med andre kulturer. De var fødte kosmopolitter, uden at de af den grund fik vrøvl med identiteten eller mistede fornemmelsen for, hvor de kom fra. De vendte jo hjem igen, hvis de altså ikke druknede undervejs.

Skal man lade være med at stå til søs af frygt for at drukne? Det er danskernes dilemma, spørger Jens Christian Grøndahl. Grundtvigs nationale fællesskab har skabt velfærd, ligeberettigelse og tryghed, men ikke uden den provinsielle og til tider mistroiske bondskhed, der er grundtvigianismens bagside.

Når jeg bruger ordet ”bondsk”, er det i overført betydning og ikke for at bagtale landmændene. På en gård parkerer man sine træsko i forstuen, modsat Christiansborg, hvor den øredøvende klapren genlyder på alle etager. Tænk bare på valget til Europaparlamentet forleden, hvor det lykkedes politikerne at komme gennem en valgaften uden at tale om Europa.

Det andet, udadvendte og nysgerrige Danmark har forstået at dyrke fordelene ved at være lille og marginal blandt de store og centrale. Vi har aldrig kunnet forvente, at de andre europæere skulle lære dansk for at komme i kontakt med os, og derfor har de europæiske hovedsprog indtil for nylig været en selvfølgelig del af den veluddannede danskers bagage. fortæller Jens Christian Grøndahl.
Det er os, der må oversætte vores tanker, hvorimod englænderen, tyskeren eller franskmanden kan læne sig tilbage og tage imod på sit eget sprog. Ganske vist kan mange englændere lidt tysk og fransk, men endnu flere kan ikke, og noget tilsvarende gælder i Tyskland og Frankrig.

Nødvendigheden af at lære fremmede sprog virker mindre påtrængende, jo længere der er til grænsen såvel i geografisk som i kulturel og mental forstand. Man har nok i sit eget, for der er så meget. Det fylder horisonten og spærrer udsigten. Man er selvfølgelig orienteret, men kun med den allerede mættes adspredte interesse for, hvad naboen har på sin tallerken. Derfor henfalder man også nemt til, hvad jeg vil kalde de store landes provinsialisme. På en måde er den værre end vores, for dansk selvtilstrækkelighed kan i det mindste undskyldes med den mere eller mindre berettigede frygt for at blive rendt over ende. Når vi overvinder frygten, er det, fordi vi rent faktisk er blevet sultne, oplyser Jens Christian Grøndahl.