>Viklede papiret af to stykker sukker<

Sagde han efter, at Nis Boesdal var gået, »at jeg holder meget af dig. Virkelig meget,« gentog han.

Langsomt nippede hun til sin brandy.
»Gør du det?« sagde hun til sidst og satte glasset fra sig.

»Du ved, at jeg arbejder for KGB, og at jeg måske har ladet nogle antydninger falde, som muligvis er blevet samlet op. Og nu er du her på CIAs vegne for . . at forfølge sagen .

Nis Boesdal viklede papiret af to stykker sukker og lod dem falde ned i kaffen.
»Såh?« Hendes stemme var kold.

»Det er vigtigt for mig, at vi siger sandheden til hinanden, og at vi kan stole på hinanden,« hviskede Nis Boesdal. »Mit liv afhænger jo trods alt af det. Og desuden . Han holdt pludselig inde.

Han smilede lidt bittert. »Er det ikke nok? Mit liv?«

»Løber du ikke en ganske alvorlig risiko, ved at sige dette til mig?« spurgte hun. »Hvordan ved du, at du kan stole på mig?«

Nis Boesdal rørte rundt i kaffen. »Det har jeg jo sagt. Jeg ved, hvem du er, og hvorfor du er her. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at jeg kan stole på dig, det har du ret i. Men ser du, det gør jeg bare. Når jeg ser ind i dine øjne, ved jeg, at jeg kan stole på dig.« Nis Boesdal rystede på hovedet. »Hvor lyder det dog dumt. Jeg ville være blevet smidt ud af akademiet, hvis jeg havde ræsonneret på den idiotiske måde.«

»Ja, det lyder virkelig idiotisk,« sagde hun. Men hendes stemme var blid.

»I vores fag drejer det sig om planlægning og kalkulationer, men nogen gange må man tage en chance. Nogen gange må man mod alle odds stole på et menneske.«

»Ja, men kan jeg stole på dig?« Hun rettede sig selv.
»Kan vi stole på dig?«

Nis Boesdal trak på skuldrene.
»Det er op til jer. Jeg har fortalt jer, hvor jeg står. Jeg løber den største risiko.