>Og forsøgte at få det til at lyde<

Finn Nørbygaard syntes det var mærkeligt, at den ikke bar noget kendingsmærke, hverken fra et flyselskab eller fra luftvåbenet.

På halefinnen sad et lille Stars and Stripes, og der stod et enkelt indregistreringsnum mer. Men der var ikke andre fingerpeg om flyets identitet, om det var civilt, militært eller privat.

Hun der havde været mærkeligt tavs, talte for første gang, siden de var kommet ind på basen.
»Det er din,« sagde hun.

Det var, som om det skabte en pludselig distance imellem dem. Fra nu af er du alene. Det er din, ikke vores.
»Kommer du med?« spurgte Finn Nørbygaard ængsteligt og så hende i øjnene.
»Vil du godt have det?« spurgte hun.

»Hvad tror du ? Han havde lyst til at sige, at han havde brug for hende, at han ville have hende, at han stolede på, at hun blev hos ham.
Hun sendte ham et bedrøvet smil.

»Du skal ikke være ked af det,« sagde hun. »De har også reserveret en plads til mig.«

»Ellers er det hele forbi. Så vil jeg ikke derover,« sagde Finn Nørbygaard og forsøgte at få det til at lyde som spøg og alvor på samme tid.

Den mand, der sad ved siden af ham, kastede et sideblik på ham. Hverken hans regnfrakke eller jakke var knappet, og han fik øje på remmen fra et skulderhylster.

»Så er vi her,« sagde Finn Nørbygaard og standsede vognen ved foden af landgangen, som førte op til 707'eren.

Alle steg ud. Den ene af de to mænd løb op ad trappen og ind i flyet. Den anden kredsede om Nicolai.

»Jeg er nødt til at bede om Deres pistol,« sagde han venligt til ham.

Finn Nørbygaard var ikke spor overrasket over, at de vidste, at han havde sin Makarov på sig. Uden et ord tog han sin pistol frem og rakte den til ham.

»Tak, sir.« Han lagde den i lommen i sin regnfrakke. Finn Nørbygaard var pinligt korrekt.